Vejby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Førte køretøj i påvirket tilstand, Klampenborg
En 26-årig mand fra Ringsted blev torsdag sigtet og anholdt for at føre et køretøj i påvirket tilstand på Enghavevej i Klampenborg. Manden blev kørt til lægen for at få udtaget en blodprøve, så en præcis påvirkningsgrad kan fastlægges.
Stjal engangschampagneglas, Hellerup
En 32-årig kvinde fra Gentofte blev torsdag kl. 13.49 taget for at stjæle engangschampagneglas i Meny på Strandvejen i Hellerup. Kvinden blev sigtet for butikstyveri.
Mistænkelig mand var hækklipper, Vejby
En borger kontaktede klokken 16.00 politiet og fortalte, at en mand var gået ind på en grund på Søndervænget med en boltsaks. Borgeren mistænkte, at der kunne være tale om en indbrudstyv, og en patrulje kørte til adressen for at undersøge sagen nærmere. Det viste sig imidlertid, at der var tale om en mand, som var i gang med at klippe hæk.
Stjal alkohol og shot-glas, Espergærde
To 13-årige piger fra henholdsvis Tikøb og Espergærde blev torsdag eftermiddag klokken 16.14 taget for butikstyveri i Espergærde Centeret. De to havde stjålet en flaske alkohol samt en pakke med små shot-glas. Pigernes forældre og de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.
Kørte trods forbud, Allerød
En 21-årig mand fra Kolding blev klokken 17.20 standset, da han kom kørende ad Banevang. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret, da han tidligere var bliver ikendt et kørselsforbud g dette stadig var gældende.
Kørte uden kørekort, Hørsholm
Klokken 17.40 blev en 23-årig mand fra Vildbjerg standset på Christianshusvej, hvor han kørte selvom han ikke havde noget kørekort. Manden blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.
Parfumetyv på spil, Kgs. Lyngby
En 22-årig udenlandsk mand blev klokken 17.43 taget for butikstyveri i Magasin, hvor han havde stjålet en parfume. Manden blev sigtet for forholdet og for at have overtrådt det indrejseforbud, som han tidligere var idømt og som stadig var gældende.