Nyt fra Vejby i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Vejby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Mand med pistollignende genstand, Frederiksværk

Klokken 09.35 anmeldte et vidne, at han kunne se en mand stå med en pistollignende genstand og pege ud på de forbipasserende køretøjer på Hillerødvejen. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en 36-årig mand fra Frederiksværk blev anholdt uden dramatik og taget med til afhøring. Det viste sig efterfølgende, at der var tale om en hardball-pistol. Manden er nu i sundhedsmyndighedernes hænder.

 

Brand, Nivå

Klokken 09.48 blev det anmeldt, at det brændte på en adresse på Tjørnen. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var en mindre brand i en vaskemaskine, som patruljen kunne slukke med en pulverslukker.

 

Fik straksdom for indbrud, Smørum

To udenlandske mænd, på henholdsvis 30 og 36 år, fik hver en straksdom, da de tirsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør efter at være blevet anholdt i forbindelse med et indbrud mandag formiddag på Havrevej i Smørum. Begge mænd blev ud over indbruddet i Smørum også dømt for overtrædelse af deres indrejseforbud. Desuden blev den 30-årige dømt for indbrud i Ishøj og Taastrup. Den 30-årige fik således syv måneders fængsel, udvisning og et nyt indrejseforbud og den 36-årige blev idømt 60 dages fængsel, udvisning og et nyt indrejseforbud.

 

Færdselsuheld, Ølstykke

Klokken 13.45 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Roskildevej, hvor to personbiler var stødt frontalt sammen. En passager i bilen, der kørte i sydgående retning, var kommet til skade, ligesom føreren af bilen, der kørte i nordgående retning, også var kommet til skade, hvorfor de to personer blev kørt på hospitalet for at modtage behandling.

Det ene spor var midlertidigt lukket, imens bilerne blev flyttet, og der blev fjernet væske fra vejbanen, og klokken 14.48 blev der igen åbnet for trafikken.

Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke yderligere oplysninger om færdselsuheldet i politiets systemer.

 

Forsøgte at snyde på vægten, Hillerød

To 14-årige piger fra henholdsvis Gilleleje og Vejby blev tirsdag eftermiddag klokken 16.26 afsløret, da de forsøgte at få lidt ekstra bland-selv-slik i posen uden at betale tilsvarende mere for det. Pigerne havde blandet slik i Bilka og efter at have vejet posen og printet et prismærke ud, kom de yderligere slik i posen, inden de gik hen for at betale. Pigernes forældre og de sociale myndigheder orienteres om sagen.

 

Fik frarøvet dagligvarer, Helsingør

To unge mænd på 16 og 17 år, begge fra Rødovre, fik tirsdag eftermiddag frarøvet nogle dagligvarer, som de kort forinden havde købt. Røveriet skete i Lokaltoget på Helsingør Station, hvor fire unge mænd passede de to op, truede dem og efterfølgende stjal deres indkøbsposer. På baggrund af oplysninger i sagen, har Nordsjællands Politi en formodning om, hvem gerningspersonerne er.

 

Spyttede på togrevisor, Snekkersten

To mænd spyttede tirsdag aften kort før klokken 21 på en 64-årig kvindelig togrevisor. Episoden skete på Snekkersten Station, da de to mænd blev bedt om at vise billet til toget. Mændene beskrives som A: Mand, 160-170 cm, fedlade af bygning, brun i huden med sort, kort hår, iført sort trøje og cowboybukser. B: Mand, iført blå kasket med tekst og blåt tøj.

 

Kørte uden kørekort, Birkerød

Tirsdag aften klokken 22.03 blev en 51-årig mand fra København standset, da han kom kørende ad Sandholmgårdsvej. Da det viste sig, at manden tidligere var frakendt kørekortet, blev han sigtet for kørsel uden førerret og kørsel i frakendelsestiden.

 

Kørte bil i frakendelsestiden, Espergærde

En 36-årig mand fra Helsingør blev tirsdag aften sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Manden blev standset klokken 22.46, da han kom kørende ad Kongevejen.

 

Sigtet for narkokørsel, Hellerup

Klokken 02.01 natten til onsdag blev en 27-årig mand standset, da han kom kørende i bil ad Lyngbyvej. En narkotest viste, at manden var påvirket af cannabis, og han blev derfor sigtet for narkokørsel. Det viste dig ydermere, at den 27-årige to gange tidligere i år er blevet taget for narkokørsel, og hans bil blev derfor beslaglagt.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi