Vejby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Indbrud i flere kontorer, Hillerød
Mellem fredag eftermiddag klokken 16.00 og søndag morgen klokken 08.00 har der været indbrud i tre kontorer tilhørende henholdsvis Zendata, Dreier Property og Harmonia Corpus på Søndre Jernbanevej. I alle tre tilfælde har man brudt bagdørene op. Der er ingen oplysninger om, hvorvidt der er stjålet noget.
Taget for spirituskørsel, Dronningmølle
En 63-årig mand fra Dronningmølle blev søndag morgen klokken 08.33 taget for spirituskørsel på Munkerup Strandvej. Manden blev sigtet for forseelsen og har fået taget en blodprøve, som skal vise hans eventuelle promille.
Indbrud hos frisør, Charlottenlund
Mellem fredag klokken 18.00 og søndag klokken 09.00 har der været indbrud hos frisør Lars & Marianne på Ordrupvej. Tyven har fjernet en rude til forretningen og har efterfølgende stjålet kontanter.
Stjal dagligvarer, Birkerød
En 17-årig udenlandsk mand fyldte søndag formiddag en indkøbskurv med dagligvarer i Rema 1000 på Bistrupvej, hvorefter han forlod forretningen med varerne – uden at betale for dem. Han blev imidlertid opdaget og tilbageholdt indtil en patrulje havde mulighed for at komme til forretningen. Her blev den 17-årige sigtet for butikstyveri og taget med på politistationen, hvor han betalte en straksbøde og efterfølgende blev løsladt.
Parasol stjålet, Vejby
En markedsparasol er mellem lørdag aften klokken 23.00 og søndag morgen klokken 09.00 blevet stjålet fra en have på Anders Nielsens Vej.
Havemaskiner stjålet, Tikøb
En græsslåmaskine samt en buskrydder er mellem fredag formiddag klokken 12.00 og søndag formiddag klokken 09.30 blevet stjålet fra et udhus på Tikøb Kirkegård. Tyven har klippet en hængelås på døren til udhuset over, for at skaffe sig adgang.
Cyklist i eneulykke, Frederiksværk
En 56-årig mand fra Jyllinge blev søndag formiddag kørt til behandling for de skader, som han pådrog sig ved et fald på sin cykel. Ulykken skete på Strandvejen og både politi, ambulance og en redningshelikopter blev sendt til stedet.
Trailer stjålet, Hellebæk
En trailer med haveaffald er mellem lørdag midnat og søndag morgen klokken 08.00 blevet stjålet fra Nordre Strandvej.
Ukrudtsbrænder formentlig skyld i husbrand, Frederiksværk
Det var formentlig brugen af en ukrudtsbrænder, der søndag ved middagstid var årsag til, at der gik ild i en villa på Auderødvej. En beboer blev tilset for mulig røgforgiftning, men derudover kom ingen personer til skade.
Ramte hegn og parkeret bil, Klampenborg
En 54-årig mand med ukendt adresse påkørte søndag eftermiddag klokken 12.34 en parkeret bil samt et raftehegn på Eremitagevej. Den 54-årige blev sigtet for at køre bil selvom han ikke havde noget kørekort.
Kørte uden kørekort, Ølstykke
Et frakendt kørekort forhindrede ikke en 29-årig mand i alligevel at sætte sig bag rattet. Han kom således kørende ad Frederikssundsvej søndag eftermiddag klokken 13.51, hvor han blev standset af en patrulje og sigtet for at køre bil i frakendelsestiden.
Færdselsuheld, Græsted
Klokken 15.06 skete der et færdselsuheld på Gillelejevej, idet en 79-årig mandlig bilist fra Snekkersten påkørte en 21-årig mandlig motorcyklist fra Græsted, således sidstnævnte fløj cirka 15 meter ud på en mark, hvor han umiddelbart pådrog sig et benbrud. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte kørte motorcyklisten til behandling, mens politiet sigtede bilisten efter færdselslovens bestemmelser.
Blufærdighedskrænkelse, Klampenborg
Klokken 17.46 blev det anmeldt fra Bellevue Strand, at en mand sad ved de hvide skure og onanerede til frit skue for strandens gæster, heriblandt flere børn.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 76-årig mand fra Bagsværd passende til signalementet blev udfundet, anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse ved blotteri.
Røveri, Hellerup
Klokken 19.12 anmeldte en 15-årig ung mand, at han klokken 19.00 var blevet frarøvet diverse genstande af tre gerningsmænd på en gangsti i en viadukt på Hellerupvej. De tre gerningsmænd var efterfølgende løbet fra stedet i retning mod Hellerup Station. De tre personer beskrives af den forurettede som:
A: Mand, ikke etnisk dansker af udseende, 15-16 år, 175-180 cm høj, brun i huden, med sort kort hår. Havde mange bumser i ansigtet.
B: Mand, ikke etnisk dansker af udseende, 15-16 år, 180-185 cm høj, brun i huden, med sort kort hår. Brune øjne. Talte dansk. Var iført hvid maske.
C: Mand, ikke etnisk dansker af udseende, 15-16 år, brun i huden, med sort mellemlangt hår i en såkaldt manbun. Talte: Dansk. Var iført blå maske.
Indbrud i butik, Gentofte
Klokken 00.54 blev det anmeldt af et vidne, at en rude var blevet knust i en smykkeforretning på Gentoftegade cirka 20 minutter forinden. Nu var nogle mænd kommet retur til butikken, hvorfra de var i gang med at forsyne sig med varer via den knuste rude.
Flere patruljer blev sendt til stedet, heriblandt en hundepatrulje, og cirka klokken 01.20 blev to 41-årige mænd fra Brøndby udfundet i nærheden og anholdt. De to mænd skal muligvis fremstilles i grundlovsforhør i løbet af mandagen.
Spirituskørsel, narkokørsel og færdselsuheld, Melby
Klokken 01.56 anmeldte en kvinde, at hun hørte et stort brag udenfor på Tollerupvej, og da hun undersøgte forholdet, kunne hun se, at en bil havde påkørt en stensætning, hvorfor hun kontaktede politiet.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor føreren af bilen, en 20-årig mand fra Liseleje, blev skønnet påvirket af alkohol, ligesom han også fik narkometeret til at slå ud. Bilisten blev derfor sigtet for spirituskørsel og narkokørsel, hvorefter han blev taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.
Der skete umiddelbart ingen personskade ved uheldet.